Jeg skal kunne levere resultater, ellers er det ikke interessant for mig


Lars Rosgaard Sørensen er afdelingschef for Projektindkøb Vest i MT Højgaard, hvor han har ansvaret for at sikre de bedst mulige indkøb på projekterne. For Lars er det vigtigt at gøre sig umage med ledelse, og han er drevet af at levere resultater i sit arbejde.

Er du interesseret i en karriere i MT Højgaard?
Se vores ledige stillinger

Lars Rosgaard Sørensen er uddannet cand.merc. og har dermed en lidt anderledes indgang til branchen end mange af sine kollegaer. Efter at have været ansat i en konsulentvirksomhed fandt han vej til MT Højgaard, hvor han har været ansat de seneste 10 år. Her har han i en overvejende del af tiden arbejdet med indkøb og projektindkøb, og i dag er han afdelingschef for MT Højgaards afdeling for indkøb til vores projekter i den vestlige del af landet.

Selvom Lars ikke havde forestillet sig at komme til at arbejde i byggebranchen, er han glad for de mange muligheder, der er i MT Højgaard, hvor nye opgaver og udfordringer er med til hele tiden at holde ham motiveret.

- Mit fokus er på hele tiden at hjælpe med at gøre det bedre, og det motiverer mig. Jeg vil gerne kunne blive ved med at gøre en forskel og blive ved med at udvikle mig. Min indsats skal bidrage til, at virksomheden leverer bedre resultater, ellers er det ikke interessant for mig, siger Lars.

Ledelse kommer ikke af sig selv

Som afdelingschef for projektindkøb er Lars ansvarlig for at koble vores specialiserede indkøbere på tilbudsprojekter og ordresager, for at sikre de bedst mulige indkøb til projekterne. Lars tager sin ledelsesmæssige opgave alvorligt i forhold til udviklingen af sine medarbejdere, og for ham handler ledelse om at kunne gøre en forskel for både MT Højgaard og de nærmeste medarbejdere.

- God ledelse kommer ikke af sig selv. Man skal arbejde med det for at blive bedre til det. Det kræver ydmyghed, og at man tager det alvorligt. Som leder har man et ansvar over for de medarbejdere, man leder, for man påvirker dem i forhold til deres ambitioner og mål. Det er vigtigt, at man gør det ordentligt og samvittighedsfuldt, så det prøver jeg at gøre, siger han.

Inspirerende ledertalentforløb på IMD

I MT Højgaard har Lars fået mulighed for at pleje og udfordre sit ledelsesmæssige fundament. Efter at være blevet udnævnt til ledelsestalent i koncernen MT Højgaard Holding har han sammen med fire andre ledelsestalenter fra koncernen gennemgået et intensivt forløb på et ledertalentprogram på International Institute for Management Development, IMD, i Schweiz.

- Det var helt enormt inspirerende. For mig har en række af temaerne været en repetition af min uddannelse, men det har været med den nyeste forskning og krydret med aktuelle eksempler. IMD samarbejder med de største virksomheder, så de har en enorm database af cases, som de kan referere til, og det gør det enormt troværdigt, hvad de fortæller, siger Lars.

De bedste i verden

Lars er selv meget ydmyg overfor at være blevet udvalgt som ledelsestalent, og han mener, at ledertalentprogrammet er noget, medarbejderne bør sætte tiden af til, hvis man bliver udvalgt, for der bliver stillet høje krav til ledelsestalenterne. Til gengæld er det en unik mulighed for at skabe et godt netværk.

- Man skal ikke undervurdere det, når man får mulighed for at arbejde med ledelse med nogle af de bedste i verden. Det er unikt at få lov til at gennemgå programmet sammen med 17 andre unge ledere fra hele verden, og det skaber et rigtig godt netværk. Det er noget helt særligt, siger Lars Rosgaard Sørensen.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website