Johanne bygger på arbejde og renoverer i fritiden. Nu har hun en opfordring til hele branchen.


26-årige Johanne Lund Thomsen har for alvor grebet chancen i MT Højgaard Danmark. På tre år er den unge civilingeniør gået fra praktikant, til studentermedhjælper, til arbejdsmiljøkoordinator, inden hun for nylig blev entrepriseleder. Læs her, hvad der driver hende, og hvordan hun mener, vi sammen bør sende nogle endnu bedre signaler, så vi kan få flere dygtige mennesker af begge køn ind i byggebranchen. 

Er du klar til at bygge din fremtid i MT Højgaard?
Se vores ledige stillinger her

"Lige nu handler det meste i mit liv om byggeri."

Det menneskelige aspekt i byggeriet giver mig et kæmpe kick.  

Jeg er entrepriseleder på Nyt Aalborg Universitetshospital, og det er en stor byggeplads. For mig er det fascinerende, når vi kan få mennesker til at arbejde sammen, så de kan levere ekstra til byggeprojektet. Altså når vi kan få to personer til at spille sammen på en måde, så de pludselig leverer for tre. Samspillet mellem mennesker har drevet mig på alle de byggepladser, jeg har været på.  

Fagligt vil jeg gerne være det, jeg kalder en velrundet projektmedarbejder, som kan det meste ude på et byggeprojekt, så jeg både kan være ansvarlig for procesledelse, kvalitetsstyring, indkøb og arbejdsmiljø. Vi har brug for nogle medarbejdere, der kan det hele, og det passer mig godt at være generalist.  

Alle har en grænse, der skal respekteres

Alle skal føle sig velkommen i byggebranchen, og derfor kan jeg da godt blive ærgerlig, når mine unge kolleger er gået ind i en byggepladselevator, og den så er overtegnet med alt muligt, der ikke hører hjemme på en arbejdsplads.

Det er ikke noget, der påvirker min dag, men det kan genere andre, og sender bare et forkert signal. Hvis vores branche skal tiltrække dygtige personer af begge køn, så vil jeg opfordre til, at vi gør op med sådan noget, når vi ser det, så alle føler sig godt tilpas. Det bør vi alle sammen tage ansvar for.

Derfor er jeg også glad for, at Arbejdstilsynet har fokus på et bedre psykisk arbejdsmiljø også på den front i disse år. Vi har alle en grænse, der skal respekteres.    

"Her på pladsen synes jeg, vi er gode til at mødes socialt og tage nogle pauser, hvor vi taler om andet end arbejde."

Giver noget ekstra at få skrammer på knæene

Lige nu handler det meste i mit liv om byggeri. Jeg kan godt lide at få meget luft omkring mig selv og komme lidt væk fra byen, så jeg har købt mit eget nedlagte landbrug, som jeg totalrenoverer i min fritid. Faktisk har renoveringen givet et ekstra perspektiv til mit arbejde, fordi jeg har prøvet nogle håndværksdiscipliner af selv derhjemme. Selvfølgelig kan jeg tale med ude på byggepladsen omkring armering, men det giver bare noget ekstra selv at få skrammer på knæene, når man binder sin egen armering.  

Vigtigt vi også taler om andet end arbejde 

En god arbejdsdag for mig starter tidligt. Jeg møder ind ved seks-tiden og får en snak med mine kollegaer på byggepladskontoret og lidt morgenmad. Ved 7-tiden går håndværkerne i gang, og jeg går selv ud på pladsen og taler med vores egenproduktion og underleverandører. Her på pladsen synes jeg, vi er gode til at mødes socialt  og tage nogle pauser, hvor vi taler om andet end arbejde. I dag var der en af mine kolleger, der havde taget frokost med til os alle sammen, og tidligere på ugen havde vi booket en pølsevogn for at markere 500 dage uden arbejdsulykker. Sådan nogle ting er vigtige for arbejdsglæden og gør, at jeg glæder mig til at møde på job.

"Samspillet mellem mennesker har drevet mig på alle de byggepladser, jeg har været på."

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website