Garnet Lake - forundersøgelse efter diamanter
På vestkysten af Grønland har vi assisteret den canadiske koncessionshaver Hudson Resources Inc. i en forundersøgelse efter diamanter. Vi sprængte og knuste i alt cirka 860 tons af bjergarten kimberlit, som efterfølgende blev undersøgt for indhold af diamanter.
Potentielt diamantområde nær Søndre Strømfjord
Hudson Resources Inc., som har retten til minedrift i det potentielle diamantområde nær Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), ønskede at afklare, om bjergarten kimberlit indeholdt diamanter nok til at begrunde anlæggelse af en decideret mine på stedet.
Derfor satte de en forundersøgelse i gang i 2007, og MT Højgaard assisterede dem ved undersøgelsen.
860 tons kimberlit blev knust
Som led i forundersøgelsen havde Hudson Resources Inc. konstrueret et DMS-værk i området, som kunne udskille eventuelle diamanter fra kimberlitten. Vores opgave var at forsyne værket med kimberlit.
Arbejdet bestod i at fjerne den overskydende klippe ved hjælp af boring og sprængning og derefter sprænge den blotlagte kimberlit i mindre stykker. Disse stykker blev transporteret og knust i en forknuser til mindre fraktioner på cirka 150 mm. Herefter blev diamanterne sorteret fra på DMS-værket.
Barsk grønlandsk landskab
Fra MT Højgaard var vi henholdsvis pladsleder, maskinoperatører og sprængningsformand. Vi stillede det nødvendige tunge materiel til rådighed og stod for transporten af materiellet 40 kilometer gennem barsk grønlandsk landskab op til borestedet, 1.200 meter over havets overflade.
Der er blevet sprængt og knust cirka 300 tons kimberlit i 2007 og 560 tons i 2008.