Lemvigh-Müllers domicil
Da vi opførte det nye, fem-etagers domicil for stålgrossisten Lemvigh-Müller i 2010, tog vi en række innovative ideer i brug.
Enkle og innovative ideer
Et midlertidigt rækværk på taget indgår nu som en del af den færdige konstruktion. Et brugt gulvtæppe beskyttede de sårbare betontrapper. Fjernvarmen blev sluttet til med det samme for at opvarme bygningen, mens vi opførte den.
Disse innovative ideer gjorde byggeriet af Lemvigh-Müllers domicil smartere, hurtigere og billigere.
Traditionelt kontorbyggeri
Domicilet er centralt placeret tæt ved Herlev station og Motorring 3. Selve byggeriet er en traditionel kontorbygning på cirka 10.000 kvadratmeter, opført af betonelementer, formet som en firkant med et centralt atrium og med facader af glas og aluminium.
Energirigtigt tag dækker atrium
Domicilet har et glasoverdækket atrium i bygningens midte og fleksible etageplaner danner ramme om en levende arbejdsplads. Over atriummet består taget af et stort, energirigtigt glastag, og på den lukkede del af taget et built up-tag.
Grå skiffer-bygning
Over glasfacaden i stueetagen 'svæver' en tungere bygningskrop, som er beklædt med grå, kløvet skiffer. Vinduerne ligger dybt i facaden, hvilket understreger deres faste modulære rytme.
Huset er opbygget med bærende betonsøjler i facaden på stueplan og bagvægselementer i de øvrige etager. Dækkene er huldæk i beton, som bæres af stål- og betondragere.
Forurenet jord deponeret
Byggeriet er direkte funderet, og i forbindelse med projektet blev der fjernet en del forurenet jord, da grunden tidligere havde været jorddepot for kommunens byggepladser. Al den jord, vi gravede op i forbindelse med byggeriet, er derfor blevet kørt til deponi.
Udover selve byggeriet stod vi også for alle ingeniørdiscipliner på projektet, som fx konstruktioner, kloak, installationer, miljø og geoteknik.