Ålborg Zoos restaurant Skovbakken
Med særlige betonløsninger og selvudtørrende beton blev Ålborg Zoos restaurant Skovbakken opført på rekordtid – faktisk under det halve af den normale tid for den slags byggeri.
Da Ålborg Zoo fik en ny restaurant i 2009 opførte MT Højgaard den på 2½ måned. Det er vel at mærke et byggeri, der normalt ville tage omkring seks måneder at udføre.
Selvudtørrende og tidsbesparende beton
For at kunne gennemføre projektet skulle råhuset tørre hurtigere end normalt. For at det kunne tørre hurtigt nok blev det bygget af selvudtørrende beton af en type, der normalt bruges til for eksempel motorvejsbroer, hvor der kræves beton af meget høj styrke.
Den specielle beton kræver også specielle løsninger, når væggene skal støbes. Her blev der anvendt beton med omkring dobbelt så meget cement i og kun lige vand nok til dét, blandingen selv skal bruge. Det betyder til gengæld, at den er meget fast og vanskelig at få til at falde på plads overalt. Normalt løber betonen selv ned gennem formene og ind under vinduesåbningerne, men ikke her. Derfor konstruerede MT Højgaard et system med kanaler, som leder betonen gennem åbningerne og ned på plads. Bagefter fjernes både kanalerne og betonen indeni, og vi har så en perfekt vinduesåbning.
Restauranten er i to etager, og etageadskillelserne udføres i stål og træ i stedet for beton. På den måde er der mindre beton, der skal tørre, hvilket også sparer tid.
Hensyn til dyr og træer
Under arbejdet i Ålborg Zoo var det en særlig udfordring at tage hensyn til havens dyr, så de ikke blev urolige på grund af støjen fra maskiner og udstyr.
Også havens fredede bøgetræer var et helt særligt hensyn, hvorfor der blev anvendt en meget høj kran, som kunne operere over trækronerne. Desuden blev træerne langs tilkørslen pakket ind for at værne mod påkørsler.