Omsætningsvækst og lavt resultat af primær drift som ventet i 1. kvartal

10. maj 2017

Aktivitetsniveauet var relativt højt i første kvartal 2017, hvor MTH GROUP løftede omsætningen til 1,7 mia. kr. fra 1,5 mia. kr. i samme periode sidste år. Resultat af primær drift (EBIT) faldt til -22 mio. kr. som følge af en lavere kapacitetsudnyttelse efter stilstand på den igangværende apteringsentreprise med Copenhagen Metro Team (CMT) på de københavnske metrostationer på Cityringen og fortsat arbejde på projekter, der blev nedskrevet i 2016. Endelig steg MTH GROUP’s tilbudsomkostninger som følge af høj tilbudsaktivitet på enkelte store fremtidige projekter.

-Vi oplevede en fin aktivitetsfremgang på tværs af vores virksomheder i årets første kvartal, som dog også blev præget af den ærgerlige stilstand i Cityringen-projektet, der påvirkede vores produktivitet og indtjening negativt. Samtidig arbejdede vi målrettet med at forberede omfattende tilbud på enkelte store fremtidige projekter og i øvrigt imødekomme en stigende efterspørgsel inden for infrastruktur, datacentre, råhusentrepriser og supersygehuse, siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann.

Tilfredsstillende ordrebeholdning skaber grundlag for lønsom vækst

Ordrebeholdningen udgjorde 7,9 mia. kr. ved første kvartals udgang mod 7,7 mia. kr. på samme tid sidste år, og niveauet danner fortsat grundlag for god aktivitet i 2017 trods en lavere ordreindgang på 1,0 mia. kr. mod 1,8 mia. kr. i sammenligningsperioden.

-Aktivitetsniveauet og den tilfredsstillende ordrebeholdning ved første kvartals udgang giver MTH GROUP et godt udgangspunkt for at skabe lønsom vækst i den kommende tid. Vi tog for nylig de første skridt i den omfattende udskiftning og renovering af 56 broer mellem Ringsted og Rødby for Banedanmark med opførelsen af en ny jernbanebro på bare ti dage. Den samlede kontrakt løber til 2020 og er et godt eksempel på MTH GROUPS’s evne til at løse komplekse opgaver med fokus på produktivitet og anvendelse af de nyeste digitale værktøjer, siger Torben Biilmann.

Forventningerne til 2017 fastholdes

På baggrund af udviklingen i første kvartal, ordrebeholdningen ved kvartalets udgang og fortsat positive markedsudsigter fastholder MTH GROUP forventningerne om en omsætning omkring 7,2 mia. kr. og et resultat af primær drift (EBIT) i niveauet 150-200 mio. kr. i 2017.

Forventninger til den fremtidige økonomiske udvikling er i deres natur forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer, hvilket kan medføre, at den faktiske udvikling kan afvige væsentligt fra det forventede.

Delårsrapporten kan læses på mth.dk/finans