Fornuftigt 4. kvartal, men 2016 som ventet præget af udskudte projekter

16. februar 2017

MT Højgaard-koncernen opnåede et driftsresultat på 73 mio. kr. i 2016, hvilket som forventet i seneste udmelding var en markant nedgang i forhold til 2015, hvor koncernen med et driftsresultat på 352 mio. kr. nåede resultatmålet om en overskudsgrad på 5 %.
 
- Vi har haft et fornuftigt 4. kvartal, men året som helhed har resultatmæssigt været utilfredsstillende. Året var præget af udskudte projekter. Derudover har vi haft udfald på nogle enkeltstående projekter, som vi gerne havde været foruden, siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann og fortsætter.

- Vi tror fortsat på, at vores strategiske udviklingsfokus er både rigtigt og nødvendigt for kontinuerligt at levere bedre resultater i fremtiden. Derfor har vi også fortsat fuldt fokus og fremdrift på vores VDC-program, som ved udgangen af 2016 var et år forud for den oprindelige tidsplan. 

Koncernens omsætning blev som forventet på 6,8 mia. kr., hvilket var højere end sidste år trods et forventet fald i omsætningen vedrørende Greenland Contractors på omkring 300 mio. kr.

Højeste ordrebeholdning siden 2011

Koncernens konkurrencekraft blev i 2016 tydeliggjort med en ordrebeholdning, der ved udgangen af året var på 8,6 mia. kr. Dette var en stigning på 1,1 mia. kr. i forhold til 2015 og det højeste niveau siden 2011.
 
- Vi går ind i 2017 med en ordrebeholdning, der er både stor og med en god bonitet. Den består af opgaver, vi målrettet har valgt at prioritere, og som vi derfor glæder os til at komme i gang med at føre ud i livet i et tæt samarbejde med vores kunder, siger Torben Biilmann. 

Lønsom vækst i 2017

På baggrund af den forbedrede ordrebeholdning forventer koncernen fremgang i omsætningen til omkring 7,2 mia. kr. i 2017. Der forventes et driftsresultat før særlige poster i niveauet 150-200 mio. kr., hvilket er en stigning i forhold til 2016, primært baseret på generel bonitet i ordrebeholdningen, inklusiv færdiggørelse af igangværende projekter med lavere bonitet.

Koncernen ser gode muligheder for fremgang i de kommende år, således at strategirammens mål om en driftsmargin før særlige poster på omkring 5 % igen kan opnås.

Forventninger til den fremtidige økonomiske udvikling er i deres natur forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer, hvilket kan medføre, at den faktiske udvikling kan afvige væsentligt fra det forventede.

Årsrapporten kan læses på mth.dk/finans