Rejsegilde på ungdomsboliger med fjordudsigt

17. september 2012

Unge aalborgensere og studerende fra hele landet får næste sommer mulighed for at bo meget centralt, når boligforeningen Plus Bolig bliver klar til at udleje 166 nye ungdomsboliger i Aalborg. Lørdag den 14. september blev der afholdt rejsegilde på det markante byggeri på den gamle skibsværftsgrund, hvor boligerne får udsigt til Limfjordens vande mod enten øst eller vest.

Tilfreds bygherre

Direktør for Plus Bolig, Henrik Thomsen, sagde forud for rejsegildet, at han er meget tilfreds med det udførte arbejde og med hele byggeprocessen.

− MT Højgaard har leveret råhuset efter planen og på en meget fornuftig måde, siger Plus Boligs direktør.

Entreprise til 46 mio. kr.

MT Højgaards entreprise er på 46 mio. kr. Spæncom og Gandrup Elementfabrik har haft underentreprisen med betonelementerne, mens murerarbejdet udføres som egenproduktion. Hele byggeriet har et budget på 180 mio. kr.

Inspireret af havnens siloer

Arkitekterne hos Kjærsgaard & Andersen har ladet sig inspirere af de gamle siloer på Østhavnen, hvor også skibsværftet lå i sin tid. Den nordligste ende af ”Beddingen”, som byggeriet meget passende kommer til at hedde, når op i 11 etagers højde og bliver med sin hvide facade et symbol på siloerne. Resten af huset får hovedsagelig røde facader og aftager i højden til hhv. ti og syv etager i den sydlige ende.