To hospitalsordrer til 111 mio. kroner

22. november 2013

Nyt byggeri på 8.000 kvadratmeter

I dag underskrev vi kontrakt på to ordrer i forbindelse med opførelsen af et nyt patienthotel og en ny administrationsbygning på Rigshospitalet.

Der er tale om henholdsvis et lukket råhus til 88,5 mio. kroner og aptering til 22,5 mio. kroner. Sammenlagt er det nye byggeri på ca. 8.000 kvadratmeter.

Kvalitetsløsning til skarp pris

- MT Højgaard har meget fokus på hospitalsbyggeri, og gennem de seneste år har vi opbygget gode erfaringer. Vi har kombineret den erfaring med vores viden fra store, komplicerede betonkonstruktioner som fx Den Blå Planet i København, og det gav os et rigtig solidt udgangspunkt for at tilbyde en kvalitetsløsning til en skarp pris, fortæller Jesper Harrishøj, som er Kunde- og Markedsdirektør i MT Højgaard.

Læs mere om vores arbejde på Den Blå Planet

Erfaring med hospitalsbyggeri

I Aarhus er vi i øjeblikket ved at opføre 63.000 kvadratmeter råhus på Det Ny Universitetshospital, danmarkshistoriens hidtil største hospitalsbyggeri.

- Hospitalsbyggerier er komplekse og kræver en stærk styrende organisation for at lykkes optimalt. I næsten alle tilfælde skal der tages særlige hensyn til omgivelserne, og her har vi positive erfaringer både fra andre hospitalsprojekter og fra renoveringer af store boligforeninger. Den erfaring vil gavne både bygherren og patienterne, der gerne skal forstyrres mindst muligt, siger Jesper Harrishøj.

Se også

Hele pressemeddelelsen

Om vores igangværende arbejde på Det Ny Universitetshospital i Skejby

Om hvordan vi arbejder med hospitalsbyggeri i MT Højgaard