MT Højgaard flytter ind i nyt domicil i Søborg

17. oktober 2016

MT Højgaard-koncernens nye DGNB-certificerede domicil, der er ejet af PensionDanmark, giver ifølge virksomhedens administrerende koncerndirektør, Torben Biilmann, optimale betingelser og rammer for at understøtte forretningen fremadrettet.

”I vores nye domicil kan vi samle vores kompetencer, samt give plads til de digitale løsninger og VDC-faciliteter, som udgør en vigtig del af vores forretning. Inden vi gik i gang med at bygge, havde vi allerede simuleret byggeriet digitalt ved hjælp af Virtual Design and Construction (VDC), hvilket gav os mulighed for at arbejde i dybden med både økonomi, tid og drift, længe inden den første sten blev lagt. Det betød konkret, at vi selv ved den mindste ændring i projekteringsfasen kunne få et klart billede af totaløkonomien inden byggestart.” 

DGNB guldcertificering 

Under indvielsen blev det nye domicil DGNB guldcertificeret til stor tilfredshed for både PensionDanmark og MT Højgaard.  

”Vi er meget stolte over certificeringen, da vi som bygherre netop lægger stor vægt på den miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighed, som certificeringen repræsenterer. Vores fokus på bæredygtighed er både udtryk for, at vi ønsker at optræde som en ansvarlig investor, men også at det er en god forretning for os. Bæredygtige byggerier er attraktive for lejerne, der får et godt arbejdsmiljø, en effektiv arealudnyttelse og lave energiudgifter. Det gør det nemmere for os at leje ud, og det er med til at give vores medlemmer et godt, langsigtet afkast på deres pensionsopsparing”, siger Torben Möger Pedersen, der er adm. direktør i PensionDanmark.

Byggeriet har opnået certificeringen med baggrund i et særligt lavt energiforbrug takket være en tæt og højisoleret klimaskærm, energieffektive tekniske systemer og intelligent styring. Byggeriet har desuden haft en god totaløkonomi på grund af brugen af velkendte og gennemprøvede løsninger samt robuste og langtidsholdbare materialer, et attraktivt indeklima med fokus på god luftkvalitet, god akustik og gode dagslysforhold samt attraktive udearealer med fælles sidefaciliteter, beplantning og integrerede kunstinstallationer.

PensionDanmark har de seneste år investeret i flere nyopførte erhvervsejendomme, som alle er, eller vil blive, DGNB-certificerede, når de står klar. Ved receptionen blev DGNB-certificeringen overrakt af Green Building Council Denmark. 

”PensionDanmark og MT Højgaards krav til en dokumenteret måling af bæredygtigheden i deres nye kontordomicil, ser vi som et klart signal på, at fremtidens konkurrencedygtige erhvervsejendomme skal have et ambitiøst bæredygtighedsniveau”, siger Mette Qvist, der er direktør i Green Building Council Denmark. 

Fakta om MT Højgaards domicil på Knud Højgaards Vej 7
Bygherre: PensionDanmark og MT Højgaard
Arkitekt: DesignGroup Architects A/S
Ingeniør: MT Højgaard 
Entrepriseform: Totalentreprise
Byggeperiode: 2014-2016
Areal: 12.900 kvadratmeter fordelt på fire plan, samt parterre (lav stueetage).

MT Højgaard-koncernen er blandt de førende aktører i bygge- og anlægsbranchen i Norden og udfører projekter i Danmark samt fokuserede aktiviteter i udvalgte lande. Koncernen består af virksomhederne MT Højgaard, Enemærke & Petersen, Lindpro, Scandi Byg og Ajos samt de delejede virksomheder Greenland Contractors og Seth. MT Højgaard-koncernens 4.000 medarbejdere har fokus på produktivitet, bæredygtighed, intelligente løsninger og kvalitet. Koncernen omsætter for omkring 7 mia. kr. om året. mth.dk