”Jeg havde nok stadig været på kontanthjælp”

26. februar 2018


MT Højgaard udnyttede chancen for at tilbyde ledige mulighed for at stifte bekendtskab med byggebranchen i og omkring Aalborg, og for Klaus Jørgensen, der havde været ledig i fire måneder, har det resulteret i en ansættelse på byggepladsen på Ravnkildevej.

Vil du vide mere?
Kontakt os

På Ravnkildevej i Aalborg Øst er MT Højgaard i gang med at renovere 15 boligblokke i Kildeparken for Himmerland Boligforening. Der er stor byggeaktivitet i og omkring Aalborg, og det giver en stigning i efterspørgslen på arbejdskraft. Derfor har MT Højgaard, i samarbejde med Himmerlands Boligforening, valgt at engagere sig i projektet Byg i Nord.

Her bliver ledige gennem afgrænsede forløb tilknyttet ét af boligforeningens renoveringsarbejder og får på den måde mulighed for at prøve kræfter med et job i byggebranchen. Én af de ledige var 32-årige Klaus Jørgensen.

- Jeg er uddannet byggemontagetekniker, også kaldet gipstømrer, og havde været ledig i fire måneder. Jeg var på kontanthjælp og fik i den forbindelse tilbud om at høre mere om Byg i Nord, siger Klaus Jørgensen.

Erfaring inden for alle fag

I løbet af et 10-ugers forløb var Klaus en del af en arbejdsgruppe, der fik mulighed for at stifte bekendtskab med byggebranchen. Klaus blev efter de 10 uger tilbudt et løntilskudsjob hos MT Højgaard på Ravnkildevej i en tre-måneders periode, og det har efterfølgende resulteret i en ansættelse som pladsmand på byggepladsen.

- Jeg kan rigtig godt lide, at det er så varieret et arbejde. Det er ligegyldigt for mig, hvad de sætter mig i gang med, jeg vil bare gerne have noget erfaring og lave noget. Med det her job får jeg erfaring inden for alle fag på byggepladsen, og det giver mig et rigtig godt netværk, siger Klaus Jørgensen.

Han har, ifølge ham selv, ændret sig meget som person de seneste år. 

- Jeg var meget indadvendt, boede hjemme hos mine forældre og var på kontanthjælp. På et tidspunkt fik jeg lyst til at gå i gang med at læse, men havde efterfølgende svært ved at finde en læreplads og blev oveni meget skoletræt, så jeg kom på kontanthjælp igen. Det er svært at sige, om jeg havde fundet en læreplads, men jeg havde nok stadig været på kontanthjælp, hvis jeg ikke var startet i arbejdsgruppen, siger Klaus.

Forløbet har da også givet Klaus mod på at læse videre, når MT Højgaards renoveringsarbejde på Ravnkildevej er slut. 

- Når vi er færdige her, vil jeg gerne læse videre som tømrer, hvis jeg altså ikke bliver tilbudt at fortsætte, siger han.

 

 

Klaus Jørgensen fik muligheden for at stifte bekendtskab med byggebranchen, og det resulterede i en ansættelse på vores byggeplads på Ravnkildevej i Aalborg.  

Rigtig godt arbejde

Det er en meget tilfreds byggeledelse, der har ansat Klaus Jørgensen som pladsmand.

- Klaus gør et rigtig godt arbejde, og vi ville ikke kunne klare os uden ham. For os betyder arbejdsgruppen, at vi får løst en opgave, vi alligevel skulle hyre nogen til at varetage. Det kræver selvfølgelig, at vi assisterer og tjekker op på arbejdet, men de gør det rigtig godt, og deres arbejde er helt på højde med de vikarer, vi hyrer gennem vikarbureauer, siger projektchef Lasse Sloth Andersen.

Siden juni 2016, hvor MT Højgaard gik i gang på byggepladsen, har der været fire arbejdshold, og mellem 18 og 20 ledige er startet op. Tre af dem er blevet ansat, nogle har fået lærepladser, mens andre er blevet ansat andre steder.

Mangel på medarbejdere

Den reelle risiko for mangel på kvalificerede medarbejdere er baggrunden for, at Himmerland Boligforening har engageret sig i Byg i Nord, der er iværksat i et samarbejde mellem organisationer og offentlige institutioner, der beskæftiger sig med byggebranchen.

- For vores vedkommende fungerer ordningen sådan, at de ledige møder op på byggepladsen. Her får de arbejdstøj og sikkerhedsudstyr, og ud fra den enkeltes erfaring og uddannelse bliver der etableret en arbejdsgruppe, ledet af byggeledelsen på projektet. De ledige er typisk i projektet i 8-10 uger, hvor de den første tid går ud som en samlet gruppe, mens de senere i forløbet bliver fordelt til de håndværksområder, der mangler arbejdskraft. Medlemmerne af en arbejdsgruppe får dermed stiftet bekendtskab med et eller flere fagområder, og de får mulighed for at komme tættere på det ordinære arbejdsmarked. Der er allerede talrige eksempler på ledige, som gennem Byg i Nord er kommet i solid kontakt med arbejdsmarkedet og takket være projektet har fået ordinær beskæftigelse, siger direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen.

Han mener, at Himmerland Boligforening som en af regionens største bygherrer har en særlig forpligtelse, når det gælder beskæftigelse af lærlinge og praktikanter.

- Set over de seneste måneder har fordelingen af beskæftigede på vores byggepladser været 15 procent lærlinge og praktikanter. Det er vi rigtig godt tilfredse med, for det er klart, at vi har et stort ansvar, når det gælder såvel vores egen som vores samarbejdspartneres indsats for uddannelse af kommende medarbejdere til byggeriet, siger han.

Ole Nielsen oplyser, at boligforeningen naturligvis følger Aalborg Kommunes beslutning om anvendelse af klausuler om uddannelses- og praktikaftaler i udbudte bygge- og anlægskontrakter, men også gerne går videre end som så.

- Spørgsmålet om gode praktiske uddannelsespladser til de unge er jo ikke noget, der kun skal anskues som en opgave, der skal løses netop nu. Det handler nok så meget om, at der også er både tilstrækkeligt mange og relevante uddannelsespladser langt ud i fremtiden. Alene hos os vil der også være masser af arbejdsopgaver om fire, seks og otte år, så vi har en enorm interesse i, at der uddannes flere dygtige håndværkere, siger Ole Nielsen.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MT Højgaard Holdings website