Rejsegilde på Hummeltoftevej i Virum

7. februar 2018


Onsdag formiddag var der rejsegilde i Hummeltofteparken, og trods bidende kulde var der højt humør og glæde over projektet både hos MT Højgaard, PensionDanmark og Lyngby-Taarbæk Kommunes borgmester Sofia Osmani.

Vil du vide mere?
Kontakt os

I dag blev der afholdt rejsegilde i Hummeltofteparken, hvor vi er i gang med at opføre et byggeri for PensionDanmark. 

Direktør for Ejendomme i PensionDanmark, Marius Møller, bød velkommen og slog, traditionen tro, med en hammer på et koben for at åbne talerækken.

Superliga boligbyggeri

Marius Møller takkede alle med deres daglige gang på byggepladsen for deres flid og umage i byggeriet, som er med til at skabe afkast til PensionDanmarks medlemmer.

- Det her er et byggeri i superligaklasse, som bliver DGNB-certificeret. Det er den type boliger, gode lejere efterspørger. Jeg vil gerne takke MT Højgaard for det gode samarbejde og for den store indsats, sagde han.

Tre korte og tre lange

Rejsegildet blev det første i MT Højgaard-regi for direktør Martin Palmquist, og han var stolt over at stå på byggepladsen til så fantastisk en milepæl i byggeriet.

- Jeg er sikker på, at byggeriet bliver en succes med blandt andet et flot murværk og gode udenomsarealer. I MT Højgaard gør vi vores ypperste for at forstå kundernes ønsker, og det betyder noget for at kunne levere noget ekstra. At Hummeltoftevej også får et løft, og at vores medarbejdere hver dag kan komme sikkert hjem fra arbejde, som de over 200 dage uden arbejdsulykker vidner om, er også meget vigtigt for os. Jeg vil gerne takke håndværkerne. Der er nogle der har fået en idé, men det er jer, der skaber det, og det gør I i høj kvalitet, sagde Martin Palmquist, der sluttede af med at udråbe et MT Højgaard-hurra, der består af tre korte og tre lange.

Direktør Martin Palmquist på talerstolen

Borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune Sofia Osmani var også til stede. Hun var glad for at få muligheden for at komme indenfor på byggepladsen, som hun ofte kører forbi og takkede os for at have holdt fast i en lang proces, for at nå frem til, at vi i dag kunne holde rejsegilde.

- Tak til bygherre og tak til de dygtige håndværkere. Man kan godt forestille sig, hvordan det bliver et spændende byggeri, og jeg håber, at dem der arbejder på det en dag vil tænke tilbage på byggeriet med stolthed, sagde hun. 

Der var en god og positiv stemning på byggepladsen, og mulighed for at kigge nærmere på en lejlighed i byggeriet, som vil bestå af 151 boliger i rækkehuse, lejligheder og ungdomsboliger, der breder sig over et areal på 15.400 kvadratmeter. Derudover etableres der en kælder på 7.500 kvadratmeter og en butik på 1.500 kvadratmeter.

Fakta om byggeriet:

  • Bygherre og investor: PensionDanmark
  • Totalentreprenør: MT Højgaard
  • Areal: 151 boliger (rækkehuse, lejligheder og ungdomsboliger) på i alt 15.400 m2, butiksareal på 1.500 m2 samt kælder på godt 7.500 m2
  • Færdiggørelse og indflytning: Efteråret 2018
  • Beliggenhed: Hummeltoftevej, Sorgenfri i Virum, nord for København

God stemning hos deltagerne ved rejsegildet

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MTH GROUPs website