MT Højgaard skal opføre 126 boliger i Nuuk

28. august 2015


Kommuneqarfik Sermersooq har valgt MT Højgaard til at opføre 126 boliger fordelt på tre blokke centralt i Nuuk.

Vil du vide mere?
kontakt os

Boligsituationen i Nuuk får et løft, når tre nye boligblokke på hver cirka 4.000 kvadratmeter står færdige i august 2019. Arbejdet med at bygge de i alt 126 boliger begynder allerede i september, hvor MT Højgaard går i gang med at støbe de første fundamenter.

MT Højgaard skal stå for beton-, tømrer- og malerentreprisen. El-entreprisen udføres af Arssarnerit, der også er et selskab i MT Højgaard-koncernen, mens jordarbejde og VVS- og ventilation udføres af henholdsvis Larsen & Co og HJ-TEK. Med en kontraktsum på knap 230 millioner kroner er der for MT Højgaard tale om det første større byggeprojekt i Nuuk siden opførelsen af Nuuk Center.

- Vi har ventet på en opgave, der i størrelse og kompleksitet matcher vores kompetencer, og jeg glæder mig meget over, at vi nu igen bliver en mere synlig del af gadebilledet i Nuuk, siger Jóannes Niclassen, divisionsdirektør i MT Højgaard.

Blokkene opføres på Ceresvej centralt i Nuuk. Kommuneqarfik Sermersooq er bygherre med Clement og Carlsen Arkitekter som totalrådgiver og Inuplan som underrådgiver.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MTH GROUPs website