MT Højgaard har opført Norges længste hængebro

19. august 2013


Hardangerbroen i Norge åbnede for trafik i weekenden. MT Højgaard har opført broen, der med et hovedspænd på 1.310 meter forbinder fjeldene på hver side af Hardangerfjorden.

Vil du vide mere?
kontakt os

Med åbningen af Hardangerbroen er køreturen mellem de store norske byer Bergen og Oslo blevet markant hurtigere. Broen åbnede lørdag, hvor der var stor folkefest med omkring 2.000 fremmødte.

Folkefesten havde et stort dansk islæt, da MT Højgaard har haft ansvaret for stål- og montagearbejdet.

10.000 tråde i hvert kabel

MT Højgaard har arbejdet på broen siden 2009, og undervejs er der monteret cirka 15.000 ton stål. De to bærekabler alene vejer 6.400 ton, og de er trukket over på stedet ved hjælp af en kabelbane med et hjul, som har kørt frem og tilbage over fjorden i 200 meters højde. Hvert kabel består af i alt 10.000 tråde, som til sammen giver et kabel med en diameter på 60 cm.

Vejbanen er sat sammen af 23 stålkasser på hver 400 ton, som er sejlet ind under broen og hejst op ved hjælp af en specialfremstillet kran, hvorefter de er svejset sammen.

─ I sin form minder broen om Den nye Lillebæltsbro og Farøbroen, som vi kender i Danmark og flere af de andre hængebroer, vi har opført gennem tiderne. Metodemæssigt har vi forfinet nogle teknikker og udviklet særligt udstyr til opgaven, som vi forventer, at vi også kan drage nytte af i fremtiden, siger Henning Schultz, divisionsdirektør i MT Højgaard.

Godt samarbejde på broen

Vejret har været den største udfordring undervejs. Det blæser meget mellem fjeldene, og af hensyn til sikkerheden kan der ikke arbejdes i højderne og ude over vandet, når vinden er for kraftig. Når vejret er godt er udsigten fra broen til gengæld fantastisk, og medarbejderne har nydt at arbejde på en af verdens flotteste byggepladser.

─ For vores folk har det været en helt speciel oplevelse at være med til at opføre Hardangerbroen, som allerede er et ikonisk vartegn for området. Projektet har budt på mange spændende udfordringer, og vi har haft et godt og løsningsorienteret samarbejde med både vores underentreprenører og vores bygherre, Statens Vegvesen, siger Henning Schultz.

80 års erfaring med stålbroer

Broen ligger cirka to timers kørsel fra Bergen og erstatter en færgerute over den naturskønne Hardangerfjord. Broen har to vejbaner og en kombineret cykel- og gangsti. På begge sider af fjorden sker tilkørslen til broen direkte fra tunneler gennem fjeldet.

MT Højgaard har i mere end 80 år opført stålbroer mange steder i verden. Blandt de mest kendte er Lillebæltsbroerne, Farøbroerne, Øresundsbroen, Högakusten-broen i Sverige og Pont de Normandie i Frankrig.

Fakta

  • Totallængde: 1.380 meter
  • Hovedspænd: 1.310 meter
  • Højde på pyloner: 202,5 meter
  • Gennemsejlingshøjde: 55 meter
  • Bygherre: Statens Vegvesen
  • Samlet pris: 2,3 mia. NOK
  • Stål- og montagearbejde: MT Højgaard
  • Betonarbejde: Veidekke
  • Tilkørselsveje: AF Gruppen
Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MTH GROUPs website