MT Højgaard henter ny IT-direktør i Mærsk

30. januar 2012


Den forretningsmæssige betydning af it i byggebranchen er stærkt stigende. Landets største bygge- og anlægsvirksomhed styrker sit teknologifokus ved at hente IT-direktør i A.P. Møller - Mærsk A/S.

Vil du vide mere?
kontakt os

Kerny Ustrup tiltræder den 1. februar som ny IT-direktør i landets største bygge- og anlægs-virksomhed, MT Højgaard. Kerny Ustrup kommer fra en stilling som Head of Governance & Strategy/Group IT i Mærsk, hvorfra han har solid international erfaring med at optimere og standardisere it til at levere bedst mulig service for forretningen og kunderne.

- It er blevet et væsentligt konkurrenceparameter inden for de store projekter i bygge- og anlægsbranchen, både herhjemme og internationalt. Derfor var det vigtigt for os at tiltrække en erfaren IT-direktør, og vi ser meget frem til at begynde samarbejdet med Kerny. Han skal sikre, at vi får det maksimale ud af det forretningsmæssige potentiale, der er i vores it-systemer, siger Flemming Steen, koncernøkonomidirektør i MT Højgaard.

Digitaliseringen er for alvor slået igennem i byggebranchen med BIM (Building Information Modelling), som gør det muligt at opføre meget nøjagtige 3D-modeller af selv de mindste detaljer i et bygge- eller anlægsprojekt. Det medfører en lang række fordele både for bygherrerne og for entreprenørerne. For eksempel er det muligt at beregne mængden af materialer meget præcist, at minimere fejl og at undgå spild.

MT Højgaard er i dag blandt de førende i byggebranchen inden for BIM og andre digitale løsninger til byggeriet, og det er nødvendigt for at bevare konkurrenceevnen, både herhjemme og på de internationale markeder.

- At opføre en ejendom som Novo Nordisks nye domicil på mere end 50.000 kvadratmeter eller at designe og installere 111 havvindmøllefundamenter, som vi nu er i gang med ud for Anholt, kræver et kolossalt overblik fra projektlederen. Konkurrenceparametrene inden for vores branche er pris, kvalitet og risikostyring, så vi har nogle avancerede programmer til beregning, projektstyring og kvalitetssikring, siger Flemming Steen. Disse programmer – og mange flere, skal Kerny Ustrup nu understøtte MT Højgaard med at øge afkastet af.

- Udviklingen inden for bygge- og anlægsbranchen ser ud til at gå i samme retning som inden for shippingbranchen, hvor it fra at være et hjælpeværktøj nu er blevet en integreret del af virksomhedens produkt og på nogle punkter har større betydning for forretningens resultat end skibene. Jeg glæder mig til at prøve kræfter med at præge udviklingen inden for en helt anden branche, hvor jeg ser et stort forretningsmæssigt potentiale for at udnytte teknologien, siger Kerny Ustrup.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MTH GROUPs website