Vil optimere processer på tværs af afdelinger


Rollen som graduate giver Jesse Pörzgen de bedste muligheder for at skabe sit drømmejob, hvor han optimerer processer imellem afdelinger i hele MT Højgaards organisation.

Er du interesseret i en karriere i MT Højgaard?
Se vores ledige stillinger

Rollen som graduate giver Jesse Pörzgen de bedste muligheder for at skabe sit drømmejob, hvor han optimerer processer imellem afdelinger i hele MT Højgaards organisation.

Knap et år inde i sit graduate-forløb er Jesse Pörzgen site manager på to byggepladser på én gang. Byggepladserne er en del af et større anlægsprojekt.

- Det er en kæmpestor organisation og et gigaprojekt, så det er meget specielt. Det er også meget internationalt, og jeg taler både dansk, engelsk og tysk hver dag. Det er fedt, siger Jesse Pörzgen.

Fra praktik til graduate

Til trods for at han kun er et år inde i sit graduate-forløb, har Jesse Pörzgen og MT Højgaard en fælles historie, der går længere tilbage. Da Jesse i 2008 kom til København for at læse en professionsbachelor på DTU, kom han i praktik i MT Højgaard. Siden fik han studiejob i virksomheden, og han nåede også at arbejde på fuld tid i en periode mellem sin bachelor og kandidat. Derfor har han allerede været rundt i flere afdelinger og snuset til mange af de muligheder, der er i en stor organisation som MT Højgaard. Alligevel vil han gerne endnu mere rundt i virksomheden.

- I min praktik arbejdede jeg sammen med en graduate, som gjorde mig opmærksom på programmet. Det passer perfekt til mig, for jeg kan godt lide at forstå helheden i forhold til, hvordan en stor virksomhed bliver drevet. Jeg er kandidat i Planlægning, Innovation og Ledelse, og jeg håber, at jeg en gang i fremtiden kan kigge på hele biksen og være med til at optimere processerne imellem MT Højgaards forskellige afdelinger, siger han.

Fik hurtigt ansvar

I første omgang fortsætter han dog sit arbejde på anlægsprojektet, hvor han er en del af det samme team, som han arbejdede med i perioden mellem bachelor- og kandidatstudierne.

- Jeg kendte teamet, så jeg kunne springe lige ud i det og fik hurtigt ansvar. Det første år har jeg arbejdet med entreprisestyring, og i 2017 er jeg skiftet til egenproduktion, hvor jeg arbejder med vores team af tømrere, så projektet ikke mister den viden og erfaring, jeg har opbygget, siger Jesse Pörzgen.

Mange muligheder

I den sidste del af det treårige graduate-program ønsker Jesse dog at gøre brug af nogle af de mange andre muligheder i MT Højgaard.

- Jeg er ret rejseglad, så jeg kunne godt tænke mig en udstationering og at styre en byggeplads i udlandet. Men jeg synes også, at projektudvikling er spændende, og jeg kunne godt tænke mig at være med til at se et behov i markedet, udvikle et godt projekt, der passer til vores kompetencer, og så være med til at finde investorer og bygherrer til det. Og så er der hele MT Højgaards satsning på VDC, som jeg også synes kunne være spændende at fordybe mig i, siger han.

Hvor graduate-programmet ender for Jesse er derfor uvist, men slutmålet står rimeligt klart:

- Jeg håber, at jeg kan hjælpe til med at arbejde tværfagligt inden for MT Højgaard og forbedre processerne, så vi kan øge produktiviteten og vores overskud, siger Jesse Pörzgen.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MTH GROUPs website