En udfordrende ansøgningsproces var det hele værd


For knap et år siden tog Aleksander Probst Otovic et valg, der viste sig at blive afgørende for hans fremtid. Han ansøgte om at blive optaget i MT Højgaards graduate-program.

Er du interesseret i en karriere i MT Højgaard?
Se vores ledige stillinger

Sidste efterår var Aleksander Probst Otovic i gang med at overveje, hvor hans karriere skulle begynde. Han havde netop afsluttet sit studie i bygningsdesign på Danmarks Tekniske Universitet, da han faldt over et stillingsopslag om MT Højgaards graduate-program. 

En kombination af det tekniske og det kreative

Den uddannelse, Aleksander har taget, handler meget om samarbejde. Det fokus genkendte han i MT Højgaards værdier, og det var en af grundene til, at han søgte ind på graduate-programmet.

Som graduate får man lov til at opleve MT Højgaard fra forskellige vinkler gennem rotationer i virksomheden. På sit første stop arbejder Aleksander med digitalisering i Virtual Design and Construction (VDC), hvor han kan kombinere det tekniske med det kreative. Han arbejder for tiden sammen med bæredygtighedsafdelingen om at få fokus på bæredygtighed i VDC-metoder, for eksempel ved at bruge automatisering til at udføre dagslys-, energi- og indeklimaberegninger. Ved at gøre analyserne mindre tidskrævende kan man flytte fokus over mod at optimere designet og tænke bæredygtighed ind fra begyndelsen af et projekt . Aleksander havde slet ikke overvejet muligheden for at arbejde med VDC, men dem, der ansatte ham som graduate, kunne se, at hans evner ville passe perfekt ind i afdelingen. 

Der bliver lagt tid og kræfter i at finde de rigtige kandidater

Ansøgningsprocessen for at blive optaget på et graduate-program er længere, end den ofte er, når man søger en traditionel stilling. Det har både sine fordele og ulemper, mener Aleksander. Han tager det som noget positivt, at der bliver lagt tid og kræfter i at finde de rette kandidater. – De har valgt mig, fordi de kunne se noget, der gav mening i forhold til det, de søgte til stillingen. Det giver en god følelse af, at det her er rigtigt, siger Aleksander.

Samarbejde frem for konkurrence

Efter at have sendt en skriftlig ansøgning blev Aleksander bedt om at lave et to minutter langt videoklip, hvori man kunne lære ham bedre at kende, og hvor han fik mulighed for at fortælle, hvorfor han drømte om at blive graduate i MT Højgaard. Aleksander syntes, det var både grænseoverskridende og sjovt at optage videoen. – Man bliver tvunget til at reflektere over hvorfor, man gerne vil være graduate. Det er en god øvelse, siger Aleksander.

Optagelsesprocessen bød også på to samtaler, en kognitiv test, en personlighedstest og en Assessment Day, hvor kandidaterne blev inviteret til MT Højgaards hoveddomicil for at løse nogle opgaver. Dagen var meget mindre faretruende, end Aleksander havde forestillet sig, og mødet med de andre kandidater var også en positiv overraskelse. – Jeg havde ikke en følelse af, at vi var konkurrenter. Vi var der sammen og lavede øvelserne sammen. Mange af øvelserne var samarbejdsøvelser, så det var bare at arbejde så godt sammen, som man kunne og så prøve at få et godt resultat ud af det, fortæller Aleksander.

Vilje og drive

En dag, et par måneder efter Aleksander havde påbegyndt rekrutteringsforløbet ved at sende sin ansøgning afsted, fik han en glædelig nyhed. På sin cykeltur ned til jobcenteret fik han opkaldet fra MT Højgaard, hvor han blev tilbudt en graduate-stilling. - Det var fedt at kunne give dem den glædelige nyhed, da jeg kom frem på jobcenteret, fortæller Aleksander.

Ved Assessment Day blev Aleksander spurgt om, hvorfor de lige skulle vælge ham. ”Fordi jeg virkelig vil det,” var en del af hans svar. – Det tror jeg er det vigtigste, siger Aleksander. – At man har drive, og at man virkelig vil det. Og det vil Aleksander. Han har masser af drømme for sin fremtid i MT Højgaard. Når han til vinter skal rotere videre fra sin nuværende stilling i VDC, håber han på at kunne komme til at arbejde på MT Højgaards kontor i Vietnam i en periode, hvor han vil kunne bruge sin viden inden for VDC og samtidig udvikle nye kompetencer.

 
Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MTH GROUPs website