Produktionsleder til anlægsarbejder på Sjælland

Har du den fornødne erfaring til at sikre, at vi kommer i mål med vores store anlægsprojekter?

Kontakt MT Højgaard hvis du ønsker mere information
Kontakt os

I MT Højgaard har vi i snart 100 år været kendt for vores store og komplekse bygnings– og anlægsprojekter. Vi skaber de rum, som vi lever, arbejder og bevæger sig i, og vi udfører blandt andet supersygehuse, broer og aktuelt også datacentre.

Du bliver tilknyttet afdelingen Jord, Vej og Ramning i divisionen Anlæg/Beton Danmark. Projekterne omhandler fortrinsvis jord- og kloakarbejder i forbindelse med infrastrukturprojekter, større domicil- og hospitalsbyggerier, byggegruber, skybrudssikring o. lign.
Afdelingen består af 30 funktionærer og ca. 80 timelønnede medarbejdere. Vi har kontor i Søborg, hvorfra vi løser alle former for anlægsopgaver.

Opgaver & ansvarsområder
I rollen som produktionsleder vil du have varierende opgaver indenfor styring af egenproduktion, planlægning, kvalitetsstyring, arbejdsmiljø og økonomi. En del af arbejdsdagen bruges på at sikre gode samarbejdsrelationer til interne såvel som eksterne samarbejdspartnere, bygherre, myndigheder, og rådgivere via et professionelt og tæt samarbejde med en åben dialog. Du får en central rolle, med din tekniske viden om jord- og kloakarbejder og erfaringer med gennemførelse af anlægsprojekter, fra tilbud til aflevering. Du vil have den daglige ledelse af formændene og de timelønnede på pladsen.

Dine primære arbejdsopgaver bliver:

  • koordinering af byggeplads, hvilket omfatter egenproduktion, planlægning, styring og byggepladskoordinering
  • styring og opfølgning på tidsplan, økonomi og kvalitet
  • sikring af overholdelse af miljø- og sikkerhedskrav
  • håndtering af kontakten til bygherrer, myndigheder og rådgivere
  • indgåelse af underleverandør– og entreprenøraftaler
  • intern rapportering og koordinering

Du vil være tilknyttet vores kontor i Søborg og vil løse opgaver primært i Storkøbenhavn.

Om dig
Du er uddannet bygningskonstruktør eller ingeniør, eller har en anden relevant uddannelse som f.eks. kloakmester. Du har omkring 5 års erfaring som produktionsleder på anlægsprojekter inden for jord, kloak og/eller betonopgaver. Du har solid erfaring med jordarbejder og komplekse kloakarbejder.
Vi ligger vægt på, at du er en dygtig kommunikator, som stræber efter et tæt samarbejde, både internt og eksternt. Derudover har du en stram styring af opgaverne og kan bevare overblikket, så du er på forkant ved opgaveløsningen og griber ind, hvis nødvendigt. Du er selvkørende og formår løbende at kvalitetssikre således at fejl og mangler minmimeres. Derudover er det vigtigt, at du brænder for at motivere og udvikle din projektorganisation, da graden af succes afhænger af teamet som helhed.

Vi tilbyder
Hos MT Højgaard kan vi tilbyde dig udfordringer, som få andre kan matche. Du vil blive en del af en organisation med højt kompetenceniveau. Vi har højt til loftet, inspirerende arbejdsopgaver, tværfaglige projekter og dygtige kollegaer. Daglige udfordringer går hånd i hånd med en omsorgsfuld kultur, som bidrager til et arbejdsliv i balance. Gode muligheder for personlig udvikling og spændende udfordringer i et fagligt stærkt miljø.

Ansøgning
Vil du vide mere, så kontakt sektionsdirektør Henrik Lyngkjær på 2270 3509 eller mail hly@mth.dk.
Du bedes sende din ansøgning via vores online ansøgningsskema senest d. 22. oktober 2017.


MT Højgaard er en af Nordens førende bygge - og anlægsvirksomheder med kunder i Danmark og udvalgte steder i udlandet. Vi skaber de rum, som vi lever, arbejder og bevæger os i, og det har vi gjort i snart 100 år. I dag kombinerer vi vores praktiske viden med avanceret teknologi, og vi insisterer på samarbejde, som bygger på dialog, nysgerrighed, mod og entusiasme. MT Højgaard er en del af MTH GROUP, som består af virksomhederne MT Højgaard, Enemærke & Petersen, Lindpro, Scandi Byg og Ajos samt de delejede virksomheder Greenland Contractors og Seth. MTH GROUPs 4.200 medarbejdere har fokus på produktivitet, bæredygtighed, intelligente løsninger og kvalitet. Koncernen forventer en omsætning på 7,2 mia. kr. i 2017. Mød os på mth.dk

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MTH GROUPs website