Vil du klædes på til at varetage udfordrende opgaver inden for bygge- og anlægsbranchen og på sigt kunne varetage et leder- eller specialistjob? Så er MT Højgaards graduate-program måske noget for dig. Her kan du læse mere om programmet og møde vores graduates. 

Vil du vide mere om vores graduate-program?
kontakt os

Graduate i MT Højgaard

Vores graduate-program er for nyuddannede – primært ingeniører og bygningskonstruktører og på enkelte retninger arkitekter.

Graduate-programmet er for os en strategisk investering i fremtidige ledere, projektledere og specialister. På programmet får du en unik introduktion til MT Højgaard og et bredt netværk, som giver dig den perfekte start på din karriere hos os.

Undervejs i forløbet vil du rotere mellem minimum tre forskellige forretningsområder i MT Højgaard. Samtidig får du mulighed for at bruge din faglighed og komme i dybden med et fagområde, fordi en rotation typisk varer omkring et år. Vi skræddersyer rotationerne med udgangspunkt i dine færdigheder og udviklingsbehov, samtidig med at vi tilpasser dem vores forretningsbehov og fokusområder. På den måde får du et unikt indblik i vores forretning og forskellige discipliner, samtidig med at du skaber værdi fra dag ét.  

Faglig og personlig udvikling

Som graduate i MT Højgaard får du et bredt netværk af fagligt kompetente og dedikerede kolleger, som du kan lære af og sparre med. Du bliver tilknyttet vores graduate-netværk, der mødes til både faglige og sociale arrangementer. Et netværk, hvor du også kan vende de udfordringer og muligheder, du typisk møder i dit arbejde.
 
Som en del af programmet vil du blive matchet med en mere erfaren kollega, som kan være din rollemodel og sparringspartner både på et fagligt og personligt niveau. Du vil også få karriererådgivning fra vores HR-afdeling efter ønske og behov.
 
Når du starter, deltager du i vores introduktionsforløb for nye medarbejdere, som blandt andet indeholder første modul af vores interne projektlederuddannelse. Under dit forløb forventer vi, at du gennemfører andet modul af projektlederuddannelsen.

 

Graduate-retninger

Et graduate-program i MT Højgaard varer mellem to og tre år, afhængigt af hvilken retning du vælger.Vi tilbyder fire specialistretninger og fire retninger inden for styring og egenproduktion. Det vil variere fra gang til gang, hvilke retninger vi rekrutterer til. Du kan vælge enten at blive specialist eller at arbejde med styring og egenproduktion. Graduate-programmet forbereder dig til en nøglerolle inden for generel ledelse, fagledelse, projekt- eller produktionsledelse.

Specialistretninger 

Design & Engineering
 

Dit hovedområde vil være rådgivende ingeniørarbejde i forbindelse med projektering af bygge- og anlægsopgaver samt stålkonstruktioner. Yderligere rotationer vil være til vores VDC-afdeling, vores projekteringskontor i Vietnam eller til en byggeplads som projekteringsleder.


Projektudvikling
 

Dit hovedområde vil være i Projektudvikling, hvor du blandt andet vil arbejde med udvikling af ejendomsprojekter. Yderligere rotationer vil være til en byggeplads inden for byggeri og til en af følgende afdelinger: VDC, Højhuse, Nordatlanten, Indkøb eller til en byggeplads som projekteringsleder. Du vil selv være med til at præge den sidste rotation.

Tilbud
 

Dit hovedområde vil være i Tilbud, hvor du bliver tilknyttet enten vores byggeri- eller anlægsforretning. Du vil komme til at arbejde med vedligeholdelse og videreudvikling af kalkulationsværktøjer, tilbudsbehandling af under-, hoved- og totalentrepriser, indhentning af tilbud fra underentreprenører mv. Yderligere rotationer vil være til vores afdelinger for VDC eller Koncernindkøb eller til en byggeplads som entreprise- eller produktionsleder.

Projekteringsledelse
 

Dit hovedområde vil være projekteringsledelse på en byggeplads, men du vil også stifte bekendtskab med projekteringsledelse i afdelingen Design & Engineering. Yderligere rotationer vil være til Projektudvikling eller til en byggeplads som entrepriseleder – eventuelt i udlandet.

Retninger inden for Styring & Egenproduktion

 

Styring Byggeri/Anlæg

Du vil starte på et bygge- eller anlægsprojekt, hvor du i samarbejde med projektledelsen blandt andet står for styring og koordinering af de forskellige underentrepriser samt udarbejdelse og opfølgning på tidsplaner, processtyring, kvalitetssikring og ledelse af byggemøder. Yderligere rotationer er til vores afdelinger for tilbud, projektudvikling, VDC, forretningsudvikling eller til et projekt i udlandet.

Egenproduktion byggeri
 

Du vil starte i vores tømrerafdeling, hvor du deltager i tilbudsarbejde og/eller er tilknyttet en byggeplads, hvor du indgår i byggeteamet. Du vil blandt andet komme til at arbejde med projektøkonomi, tidsplanlægning, processtyring, projektafklaring, kvalitetssikring og bestilling af materialer samt styring af timelønnede, herunder akkordforhandlinger. Yderligere rotationer kan være til vores afdelinger for VDC, tilbud eller til en byggeplads – eventuelt i udlandet. 

Egenproduktion anlæg
 

Du vil starte i vores anlæg- og betonafdeling, hvor du deltager i tilbudsarbejde og/eller er tilknyttet en byggeplads, hvor du indgår i byggeteamet. Du vil blandt andet komme til at arbejde med projektøkonomi, tidsplanlægning, processtyring, projektafklaring, kvalitetssikring og bestilling af materialer samt styring af timelønnede, herunder akkordforhandlinger. Yderligere rotationer kan være til en af vores afdelinger for VDC, tilbud eller til en byggeplads – eventuelt i udlandet. 

Rekrutteringsproces

Vi rekrutterer graduates én gang årligt med opstart i februar.

Rekrutteringsprocessen starter til efteråret. Tilmeld dig vores jobnyhedsbrev, hvis du vil have direkte besked, når vi slår graduate-stillinger op. Tilmeld dig her

Ansøgning

25. september – 15. oktober 2017

Send ansøgning og CV via vores rekrutteringssystem.

Husk at skrive, hvilken graduate-retning du ønsker at komme ind på. Hvis du vil søge mere end en af vores graduate-stillinger, skal du sende en motiveret ansøgning til begge stillinger.

Video og kognitiv test 

23.-27. oktober 2017

Udvalgte kandidater skal sende os en to-minutters videopræsentation og udfylde en kognitiv test. Kandidater, der ikke går videre til første samtale, modtager en skriftlig feedback på den kognitive test per mail.

Første samtale

6.-14. november 2017

Udvalgte kandidater deltager i en 45-minutters jobsamtale med vores HR-afdeling. Denne samtale inkluderer feedback på den kognitive test.

Assessment Day

23. november 2017

Udvalgte kandidater deltager i en Assessment Day på vores hovedkontor i Søborg. Her vil repræsentanter fra ledelsen i MT Højgaard deltage som assessorer. 

Anden samtale

27. november – 15. december 2017 

Udvalgte kandidater deltager i en samtale med kommende leder og HR-afdelingen. Denne samtale inkluderer feedback på personlighedstesten.

Opstart

1. februar 2018

Kandidater, der ikke går videre efter Assessment Day, vil blive taget i betragtning til jobs uden for graduate-programmet.  

Vores forventninger til dig

Vi har nogle forventninger til dig, som ønsker at blive en del af vores graduate-program.

Vi forventer, at du er nyuddannet eller forholdsvis nyuddannet diplom- eller civilingeniør, bygningskonstruktør, eventuelt med en kandidatgrad, er uddannet arkitekt eller har en lignende relevant uddannelse. Du har højst et års erhvervserfaring efter endt uddannelse.

MT Højgaards graduate program er for alle nyuddannede, inden for de nævnte uddannelsesretninger, uafhængigt at nationalitet. Det er dog vigtigt, at du taler dansk på et vist niveau, eftersom du roterer mellem forskellige afdelinger og/eller byggepladser og skal kommunikere med mange forskellige typer medarbejdere såvel som underentreprenører.  

Du har topresultater fra studiet, trives med forandringer og det at være ny flere gange. Du er nysgerrig og elsker at lære nyt. 

Du har fokus på samarbejde og på at skabe resultater. Du vil arbejde for MT Højgaard, ikke bare fordi vi har store og spændende projekter, men også fordi du er interesseret i at bidrage til vores strategi om at være den mest produktivitetsfremmende koncern i bygge- og anlægsbranchen. Du har således en ambition om og engagement til at skabe effektive processer og optimale løsninger for MT Højgaard og vores kunder.

Sidst men ikke mindst er du motiveret til at forfølge en karriere inden for det specifikke forretningsområde, du søger.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies

Du forlader nu MT Højgaards website for at besøge MTH GROUPs website